Generelle transportbetingelser for passagerer og bagage | Finnair

Generelle transportbetingelser for passagerer og bagage

Disse generelle transportbetingelser er de eneste generelle betingelser, som er bindende for Finnair Oyj. Transportbetingelser udstedt af andre flyselskaber afviger muligvis fra disse generelle transportbetingelser og gælder for transport med det pågældende flyselskab.

Artikel 1 – Definitioner
Artikel 2 – Anvendelse
Artikel 3 – Billetter
Artikel 4 – Billetpriser, skatter, gebyrer og afgifter
Artikel 5 – Reservationer
Artikel 6 – Check-in og boarding
Artikel 7 – Afvisning og begrænsning af transport
Artikel 8 – Bagage
Artikel 9 – Tidsplaner og uregelmæssigheder
Artikel 10 – Refusioner
Artikel 11 – Adfærd om bord på flyet
Artikel 12 – Betingelser for ekstratjenester
Artikel 13 – Administrative formaliteter
Artikel 14 – Sammenhængende rejser
Artikel 15 – Erstatningsansvar
Artikel 16 - Frist for krav og søgsmål
Artikel 17 – Andre betingelser
Artikel 18 – Fortolkning
Artikel 19 – Ændringer og frafald

Artikel 1 – Definitioner

Når du læser disse betingelser, skal du bemærke, at:

"Vi", "vores" "os selv" og "os" betegner Finnair Plc.

"Du", "din", "dit", "dig" og "dig selv" betegner en hvilken som helst person, bortset fra kabinepersonalet, der transporteres eller skal transporteres med fly i henhold til en billet. (Se også definitionen for "Passager").

"Aftalte mellemlandingssteder" betegner de lufthavne, bortset fra afrejselufthavnen, steder med mellemlanding(er) og ankomstlufthavnen, som er angivet på din billet eller i vores tidsplan som planlagte tekniske mellemlandingssteder eller planlagte flyskift på din rejserute.

"Flyselskabskode" betegner de to eller tre tegn eller bogstaver, som identificerer det enkelte flyselskab.

"Autoriseret agent" betegner en salgsrepræsentant med fuldmagt til at repræsentere os i forbindelse med salg af flytransport på vores rutenet.

"Bagage" betegner dine personlige ejendele, som du medbringer i forbindelse med din rejse. Medmindre andet er angivet, omfatter bagage både din indcheckede bagage og din håndbagage.

"Bagagekvittering" betegner den del af billetten, der relaterer sig til transporten af din indcheckede bagage.

"Bagagemærke" betegner et dokument, som udstedes udelukkende til identifikation af indchecket bagage.

"Flyselskab" betegner et flyselskab ud over os selv, hvis flyselskabskode fremgår af din billet eller af en sammenhængende billet.

"Indchecket bagage" betegner bagage, som vi har i vores forvaring, og hvortil vi har udstedt en bagagekvittering.

"Frist for check-in" betegner den af flyselskabet angivne tidsfrist, inden for hvilken check-in-formaliteterne skal være fuldført, og du skal have modtaget dit boardingkort.

"Aftalebetingelser" betegner de redegørelser, der er indeholdt i eller leveres med din billet eller rejseplan/kvittering, og som medtager disse transportbetingelser og bemærkninger ved reference.

"Sammenhængende billet" betegner en billet, som er udstedt til dig i forbindelse med en anden billet, så de til sammen udgør en samlet aftale om transport.

"Konvention" betegner, at en hvilken som helst af følgende konventioner er gældende:

(i) Montreal-konventionen (1999)

(ii) Konventionen om indførelse af ensartede retningslinjer for international flytransport, underskrevet i Warszawa den 12. oktober 1929 (herefter benævnt Warszawa-konventionen);

(iii) Warszawa-konventionen som ændret i Haag den 28. september 1955;

(iv) Warszawa-konventionen som ændret ved tillægsprotokol nr. 1 af Montreal 1975;

(v) Warszawa-konventionen som ændret i Haag ved tillægsprotokol nr. 2 af Montreal (1975);

(vi) Warszawa-konventionen som ændret i Haag ved tillægsprotokol nr. 4 af Montreal (1975);

(vii) Suppleret af Guadalajara-konventionen (1961) (Guadalajara).

"Kupon" betegner både en trykt flykupon og en elektronisk kupon, som begge giver den passager, der er navngivet på kuponen, ret til at rejse med det bestemte fly, som fremgår af kuponen.

"Skade" betegner en passagers død, kvæstelse eller personskade, tab, delvist tab, tyveri eller anden skade, der opstår på grund af eller i forbindelse med transport eller andre tilhørende ydelser, som varetages af os.

"Dage" betegner kalenderdage, herunder alle ugens syv dage. Ved meddelelser medregnes ikke den dag, hvor meddelelsen sendes, og ved bestemmelse af en billets gyldighedsperiode medregnes ikke den dag, hvor billetten er udstedt, eller den dag, hvor flyrejsen påbegyndes.

"Elektronisk kupon" betegner en elektronisk flykupon eller et andet gyldigt dokument i vores database.

"Elektronisk billet" betegner den rejseplan/kvittering, der er udstedt af os eller på vegne af os, elektroniske flykuponer og et eventuelt boardingkort.

"Flykupon" betegner den del af billetten, som indeholder teksten "good for passage", eller, hvis det drejer sig om elektroniske billetter, den elektroniske kupon, og som angiver de steder, du er berettiget til at blive transporteret mellem.

"Force majeure" betegner usædvanlige eller uforudsigelige omstændigheder uden for din kontrol, som det ikke ville have været muligt at afværge konsekvenserne af, selv med udvisning af den fornødne agtpågivenhed.

"Rejseplan/kvittering" betegner et eller flere dokumenter, som vi udsteder til passagerer, der rejser med elektroniske billetter, og som indeholder oplysninger om passagerens navn, fly og eventuelle bemærkninger.

"Passager" betegner enhver person, undtagen besætningsmedlemmer, som transporteres eller skal transporteres med fly på baggrund af en gyldig flybillet. (Se også definitionen af "du", "din", "dit" og "dig selv").

"Passagerkupon" eller "Passagerkvittering" betegner den del af billetten, som er udstedt af os eller på vegne af os, som er markeret således, og som skal beholdes af dig.

"SDR" betegner Special Drawing Right (særlig trækningsrettighed) som defineret af den Internationale Valutafond.

"Stopover" betegner et planlagt stop på din rejse (hvor du som minimum opholder dig i et bestemt tidsrum som angivet i de til enhver tid gældende IATA-standarder) på et sted, som ligger mellem afrejsestedet og destinationen, dog ikke et aftalt mellemlandingssted.

"Tarif" betegner et flyselskabs offentliggjorte billetpriser, gebyrer og/eller relaterede transportbetingelser, som er registreret hos de relevante myndigheder.

"Billet" betegner enten det dokument, som kaldes "passagerbillet og bagagekvittering" (Passenger Ticket and Baggage Check) eller den elektroniske billet. I begge tilfælde udstedes billetten af os eller på vegne af os og omfatter aftalebetingelserne, bemærkninger og kuponer.

"Håndbagage" betegner den del af din bagage, som ikke er indchecket bagage.

Artikel 2 – Anvendelse

2.1 Generelt

Bortset fra som angivet i afsnit 2.2, 2.4 og 2.5 gælder vores transportbetingelser kun for de afgange eller flysegmenter, hvor vores navn eller flyselskabskode er angivet i flyselskabsfeltet på billetten til den pågældende afgang eller det pågældende flysegment.

2.2 Charterflyvninger

Hvis transporten sker i henhold til en charteraftale, gælder disse transportbetingelser udelukkende, hvis de er medtaget i eller henvist til i charteraftalen eller på selve billetten.

2.3 Codeshares

På enkelte af vores flyruter har vi indgået aftaler med andre flyselskaber, også kaldet "Codeshares". Det betyder, at selv om du har en reservation hos os og er i besiddelse af en billet, hvor vores navn eller flyselskabskode er angivet som flyselskabet, er det muligvis et andet flyselskab, som beflyver ruten. I sådanne situationer oplyser vi dig navnet på det flyselskab, som beflyver ruten, når du foretager din reservation.

I tilfælde af, at en codeshare-afgang er underlagt de amerikanske regler om beskyttelse af passagerer, vil denne codeshare-afgang være underlagt det pågældende flyselskabs beredskabsplan i tilfælde af forsinkelser.

2.4 Tilsidesættelse af lov

Disse transportbetingelser er gældende, medmindre de er i modstrid med vores tariffer eller gældende love. I tilfælde af uoverensstemmelse er de pågældende tariffer eller love gældende.

Hvis en del/dele af disse transportbetingelser strider mod gældende lov, skal de resterende bestemmelser fortsat gælde.

2.5 Betingelser gælder frem for regulativer

Bortset fra som angivet i disse transportbetingelser, vil disse transportbetingelser være gældende i tilfælde af uoverensstemmelse mellem disse transportbetingelser og eventuelle andre regulativer, vi måtte have, i forbindelse med bestemte emner.

Artikel 3 – Billetter

3.1 Generelle bestemmelser

3.1.1 Vi påtager os kun at transportere den passager, hvis navn er angivet på billetten, og du er forpligtet til at fremvise gyldig legitimation, hvis du bliver bedt om det.

3.1.2 En billet kan ikke overdrages.

3.1.3 Nogle billetter sælges til rabatpriser, hvor billettens pris kun refunderes delvist eller slet ikke. Du skal vælge den billettype, der bedst opfylder dine behov. Du opfordres også til at sikre, at du har tegnet en passende forsikring, som dækker, hvis du bliver nødt til at afbestille din billet.

3.1.4 Hvis du har en billet som beskrevet i afsnit 3.1.3 ovenfor, som du slet ikke har benyttet, og du er forhindret i at rejse på grund af force majeure, og forudsat, at du straks underretter os om og fremviser dokumentation for denne force majeure, refunderer vi den del af billetten, som ellers ikke kan refunderes og som ikke er dækket af din rejseforsikring, fratrukket et rimeligt administrationsgebyr. Der ydes dog ikke refusion for beløb, som er mindre end 100 Euro.

Hvis reservationen blev foretaget syv dage eller mere før det planmæssige afrejsetidspunkt, kan du afbestille den inden for 24 timer fra reservationstidspunktet uden refusionsgebyr. Kontakt vores Kundeservice.

3.1.5 Billetten er og forbliver det udstedende flyselskabs ejendom.

3.1.6 Bortset fra situationer, hvor du benytter elektroniske billetter, er du ikke berettiget til transport på et fly, medmindre du kan fremvise en gyldig billet indeholdende en flykupon til den pågældende afgang og alle andre ubenyttede flykuponer og passagerkuponen. Derudover er du ikke berettiget til transport, hvis den fremviste billet er beskadiget eller er blevet ændret af andre end os eller vores autoriserede agent. Når det gælder en elektronisk billet, er du ikke berettiget til transport på et fly, medmindre du fremviser gyldig identifikation, og en gyldig elektronisk billet er behørigt udstedt i dit navn.

3.1.7 (a) I tilfælde af, at du taber eller beskadiger din billet (eller dele heraf), eller ikke kan fremvise en billet indeholdende passagerkuponen og alle ubenyttede flykuponer, erstatter vi efter din anmodning herom en sådan billet (eller dele heraf) ved at udstede en ny billet, forudsat at det er muligt at dokumentere, at der på behørig vis er blevet udstedt en gyldig billet til den eller de pågældende afgange, og at du underskriver en aftale om at godtgøre os for eventuelle omkostninger og tab, som vi eller et andet flyselskab måtte pådrage os som følge af eventuelt misbrug af billetten, op til værdien af den oprindelige billet. Vi fremsætter ikke erstatningskrav mod dig for eventuelle tab, som skyldes forsømmelighed fra vores side. Det udstedende flyselskab opkræver muligvis et rimeligt administrationsgebyr for denne ydelse, medmindre tabet eller skaden skyldes forsømmelighed fra det udstedende flyselskab eller dennes agents side.

3.1.7 (b) I tilfælde af mangelfuld dokumentation eller manglende indgåelse af en sådan aftale kræver det flyselskab, som udsteder den nye billet, muligvis, at du betaler op til den fulde billetpris for den nye billet. Billetprisen refunderes derefter, hvis og når det flyselskab, som har udstedt den oprindelige billet, bekræfter, at den mistede eller beskadigede billet ikke er blevet brugt inden udløbet af billettens gyldighedsperiode. Hvis du finder den oprindelige billet inden udløbet af billettens gyldighedsperiode, skal du aflevere den til det flyselskab, som har udstedt den nye billet, hvorefter den føromtalte refusion behandles.

3.1.8 En billet repræsenterer en værdi, og du er ansvarlig for at træffe relevante forholdsregler for at beskytte den, herunder mod tab og tyveri.

3.2 Gyldighedsperiode

3.2.1 Medmindre andet fremgår af billetten, disse transportbetingelser eller gældende tariffer (som muligvis begrænser en billets gyldighed, og hvor en sådan begrænsning fremgår af billetten), er en billet gyldig i:

3.2.1.1 (a) ét år fra udstedelsesdatoen, eller

3.2.1.1 (b) ét år fra datoen for den første rejse, som billetten dækker, forudsat at den første rejse finder sted inden for ét år efter udstedelsesdatoen for billetten.

3.2.2 Hvis du er forhindret i at rejse inden for billettens gyldighedsperiode, fordi vi på det tidspunkt, hvor du anmoder om reservationen, ikke er i stand til at bekræfte en reservation, kan gyldigheden af en sådan billet forlænges, eller du kan være berettiget til refusion i henhold til artikel 10.

3.2.3 Hvis du påbegynder din rejse og derefter bliver forhindret i at fuldføre rejsen inden for billettens gyldighedsperiode på grund af sygdom, kan vi forlænge billettens gyldighedsperiode indtil den dato, hvor du i henhold til en lægeerklæring er rask til at rejse, eller indtil datoen for vores første afgang fra det sted, hvor rejsen genoptages, og hvor der er en ledig plads på den klasse, der er betalt for, på den pågældende afgang. Sygdom skal dokumenteres med en lægeerklæring. Dersom de flykuponer, der er tilbage i billetten, eller den elektroniske kupon, hvis det drejer sig om en elektronisk billet, omfatter et eller flere stopovers, kan billettens gyldighedsperiode forlænges med højst tre måneder regnet fra den dato, som fremgår af lægeerklæringen. I sådanne tilfælde vil vi ligeledes forlænge billetternes gyldighed for andre familiemedlemmer, der ledsager dig.

3.2.4 I tilfælde af en passagers død undervejs kan billetterne til de personer, der ledsager den pågældende passager, ændres, ved at kravet om minimumsophold frafaldes, eller ved at billettens gyldighedsperiode forlænges. I tilfælde af dødsfald i den nærmeste familie til en passager, som har påbegyndt sin rejse, kan gyldigheden af passagerens billetter og dennes familiemedlemmer, der ledsager den pågældende passager, ligeledes ændres. Eventuelle ændringer foretages ved modtagelse af en gyldig dødsattest, og eventuel forlængelse af gyldighedsperioden må ikke overskride femogfyrre (45) dage efter dødsfaldet.

3.3 Kuponrækkefølge og anvendelse

3.3.1 Den billet, du har købt, er kun gyldig til den transport, som fremgår af billetten, fra afrejsestedet via eventuelle aftalte mellemlandingssteder og stopovers, hvis nogen, til den endelige destination. Den billetpris, du har betalt, er baseret på vores tarif og dækker den transport, som fremgår af billetten. Den udgør en væsentlig del af vores aftale med dig. Billetten mister sin gyldighed, hvis ikke alle kuponerne bruges i den rækkefølge, som fremgår af billetten. Billetten skal endvidere bruges i sin helhed.

3.3.2 Hvis du ønsker at ændre et eller flere aspekter af din transport, f.eks. afrejsested, destination eller hjemkomststed, eller afrejsetidspunkt, skal du kontakte os på forhånd. Prisen på den nye transport beregnes, hvorefter du har mulighed for at acceptere den nye pris eller holde fast i den transport, som fremgår af den oprindelige billet. Hvis du er nødt til at ændre et eller flere aspekter af din transport pga. force majeure, skal du kontakte os hurtigst muligt, hvorefter vi vil gøre vores bedste for at transportere dig til dit næste stopover eller til den endelige destination uden at ændre billetprisen.

3.3.3 Såfremt du ændrer transport uden forudgående aftale med os, beregner vi den korrekte pris på den faktiske rejse. Du er forpligtet til at betale os eventuel difference mellem den pris, du har betalt, og den samlede pris på din ændrede transport. En sådan difference kan opkræves med tilbagevirkende kraft. Kuponer, som du ikke har brugt, mister deres værdi.

3.3.4 Bemærk, at mens nogle typer af ændringer ikke medfører ændringer i rejsens pris, kan andre typer af ændringer, f.eks. ændring af afrejsested (hvis du f.eks. ikke flyver det første segment), eller ændring af rejseretningen, medføre en forhøjelse af prisen. Mange rejser er kun gyldige på de datoer og til de afgange, som fremgår af billetten, og kan slet ikke ændres eller kan kun ændres mod betaling af et ekstragebyr.

3.3.5 Hver flykupon, som indgår i billetten, er gyldig til transport på den klasse, på den dato, samt den afgang, hvor der er reserveret plads. For så vidt angår billetter, som oprindeligt udstedes uden en reservation, er det muligt at reservere plads efterfølgende til den til enhver tid gældende tarif, forudsat at der er ledige pladser på den ønskede afgang.

3.3.6 Bemærk, at hvis du ikke møder op til en afgang, er vi berettigede til at annullere dine reservationer til returrejsen eller til videregående afgange.

3.4 Navn og adresse på flyselskab

Vores navn kan være forkortet til vores flyselskabskode eller lignende på billetten. Vores adresse er Finnair Oyj, P.O. Box 15, 01053 FINNAIR, FINLAND.

Artikel 4 – Priser, skatter, gebyrer og afgifter

4.1 Priser

Priserne er kun gældende for transport fra afgangslufthavnen til ankomstlufthavnen, medmindre andet udtrykkeligt er angivet. Priserne omfatter ikke landtransport mellem lufthavne og mellem lufthavns- og byterminaler. Din pris beregnes i henhold til vores til enhver tid gældende tarif på betalingsdatoen for billetten til rejse på de bestemte datoer og i henhold til den rejseplan, som fremgår af billetten. Såfremt du ændrer din rejseplan eller rejsedatoer, kan det påvirke den pris, der skal betales. Hvis billetten ikke betales på reservationstidspunktet, er betalingsdatoen den dato, hvor du har aftalt betalingsmetoden med os.

4.2 Skatter, gebyrer og afgifter

Du er forpligtet til at betale gældende skatter, gebyrer og afgifter, som pålægges af staten, andre myndigheder eller lufthavnen. I forbindelse med dit køb af billetten bliver du informeret om, hvilke skatter, gebyrer og afgifter, der ikke er omfattet af billetprisen. Disse skatter, gebyrer og afgifter vil ofte fremgå separat af billetten. Flyrejser pålægges forskellige skatter, gebyrer og afgifter, som hele tiden ændres, og som kan pålægges efter udstedelsesdatoen for billetten. Du er forpligtet til at betale eventuelle stigninger i de skatter, gebyrer eller afgifter, som fremgår af billetten. Du er endvidere forpligtet til at betale eventuelle nye skatter, afgifter eller gebyrer, som måtte påløbe efter udstedelse af billetten. Du er tilsvarende berettiget til at kræve refusion, hvis de skatter, gebyrer eller afgifter, som du har betalt til os i forbindelse med udstedelse af billetten, bortfalder eller reduceres, så de ikke længere gælder for dig, eller hvis beløbet reduceres. Vi forbeholder os ret til at opkræve et rimeligt administrationsgebyr for en sådan refusion.

4.3 Valuta

Billetpris, skatter, gebyrer og afgifter skal betales i valutaen i det land, hvor billetten udstedes, medmindre vi eller vores autoriserede agent angiver en anden valuta på eller forud for betalingstidspunktet (f.eks. hvis den lokale valuta er ikke-konverterbar). Vi kan frit vælge at acceptere betaling i en anden valuta.

Artikel 5 – Reservationer

5.1 Reservationskrav

5.1.1 Vi eller vores autoriserede agent registrerer din(e) reservation(er). Vi kan efter anmodning fra dig give dig en skriftlig bekræftelse på din(e) reservation(er).

5.1.2 Enkelte billetpriser har tilknyttede betingelser, som begrænser eller udelukker din ret til at ændre eller annullere reservationer.

5.2 Betalingsfrist for billet

Hvis du ikke betaler for billetten inden for den betalingsfrist, som vi eller vores autoriserede agent har angivet, er vi berettiget til at annullere din reservation.

5.3 Personoplysninger

Du anerkender, at du har videregivet personoplysninger til os med henblik på at foretage en reservation, købe en billet, bestille tillægsydelser, udvikle og levere tjenester, formidle immigrations- og indrejseprocedurer, og du accepterer, at disse oplysninger videregives til offentlige myndigheder i forbindelse med din rejse. Til disse formål godkender du, at vi bevarer og anvender sådanne oplysninger, og at vi overfører dem til vores egne kontorer, autoriserede agenter, offentlige myndigheder, andre flyselskaber eller udbydere af de ovenstående tjenester.

5.4 Pladser

Vi kan ikke garantere nogen bestemt plads. Vi forbeholder os ret til at tildele eller omrokere pladser når som helst, herunder efter ombordstigning på flyet. Dette kan være påkrævet af hensyn til driften eller sikkerheden.

5.5 Fornyet bekræftelse af reservationer

5.5.1 Reservationer til videre transport eller til returrejsen kan indeholde krav om, at bekræftelsen skal fornys inden for en bestemt tidsfrist. Hvis vi stiller krav om fornyet bekræftelse, oplyser vi dig om dette, herunder om hvordan og hvor den fornyede bekræftelse skal foretages. Hvis en fornyet bekræftelse er påkrævet, men du undlader at foretage den, er vi berettiget til at annullere dine reservationer til returrejsen eller til videre transport. Hvis du meddeler os, at du fortsat ønsker at rejse, og der er plads på flyet, genaktiverer vi dog dine reservationer og transporterer dig som aftalt. Hvis der ikke er plads på flyet, gør vi vores bedste for at transportere dig til din næste destination eller slutdestination.

5.5.2 Det anbefales, at du undersøger, om nogen af de andre eventuelle flyselskaber, du rejser med, stiller krav om fornyet bekræftelse af reservationer. Hvis fornyet bekræftelse er påkrævet, skal du bekræfte reservationen hos det flyselskab, hvis kode er vist ud for den pågældende afgang på billetten.

5.6 Annullering af reservation til videre transport

Bemærk, at hvis du ikke møder op til en afgang og undlader at underrette os herom på forhånd, er vi berettiget til at annullere dine reservationer til returrejsen eller til videregående afgange. Se også afsnit 3.3.

Artikel 6 – Check-in og boarding

6.1 Frister for check-in varierer fra lufthavn til lufthavn, og vi anbefaler, at du undersøger, hvilke frister der gælder, og overholder dem. Din rejse forløber nemmere, hvis du afsætter ekstra tid til at overholde fristerne for check-in. Vi forbeholder os ret til at annullere din reservation, hvis du ikke overholder de angivne frister for check-in. Vi eller vores autoriserede agenter oplyser dig om, hvilken frist for check-in der gælder for din første afgang med os. Du skal selv undersøge, hvilke frister for check-in, der gælder for eventuelle efterfølgende afgange som indgår i din rejse. Frister for check-in på vores afgange fremgår af vores tidsplan eller oplyses ved henvendelse til os eller vores autoriserede agenter.

6.2 Du skal være fremmødt ved boardinggaten senest på det tidspunkt, som vi angiver i forbindelse med check-in.

6.3 Vi er berettiget til at annullere den plads, vi har reserveret til dig, hvis du ikke møder op ved boardinggaten på dette tidspunkt.

6.4 Vi er ikke ansvarlige for eventuelle tab eller udgifter som følge af din manglende overholdelse af bestemmelserne i denne artikel. Kontakt straks vores personale, hvis du er forhindret i at være ved check-in eller boardinggaten på de angivne tidspunkter.

Artikel 7 – Afvisning og begrænsning af transport

7.1 Ret til nægtelse af transport 

Vi kan efter eget rimeligt skøn nægte at transportere dig eller din bagage, hvis vi har givet dig skriftlig underretning om, at vi ikke vil transportere dig på vores afgange efter datoen for en sådan underretning. Du er i sådanne tilfælde berettiget til en refusion.

Vi kan også nægte at transportere dig eller din bagage, hvis følgende gør sig gældende, eller vi har en formodning om, at følgende gør sig gældende:

7.1.1 Et sådant tiltag er nødvendigt for at overholde gældende love, forordninger eller andre bestemmelser udstedt af offentlige myndigheder.

7.1.2 Transporten af dig eller din bagage kan påvirke eller bringe andre passagerer eller besætningsmedlemmernes sikkerhed og helbred i fare, eller være til ulempe eller gene for andre passagerer eller besætningen.

7.1.3 Din mentale eller fysiske tilstand, herunder påvirkning af alkohol eller andre rusmidler, udgør en fare eller risiko for dig selv eller for dine medpassagerer, besætningen eller flyet.

7.1.4 Du har opført dig upassende under tidligere afgange, og vi har grund til at tro, at en lignende opførsel vil blive gentaget.

7.1.5 Du har nægtet at efterkomme en sikkerhedskontrol.

7.1.6 Du har ikke betalt den gældende pris eller de gældende skatter, gebyrer eller afgifter.

7.1.7 Du er tilsyneladende ikke i besiddelse af gyldige rejsedokumenter, eller du forsøger at komme ind i et land, hvor du er i transit, eller hvortil du ikke har gyldige rejsedokumenter, du ødelægger din dokumentation under rejsen eller nægter at fremvise dine rejsedokumenter til flypersonalet, mod kvittering, når du bliver bedt om det.

7.1.8 Du fremviser en billet, som er fremskaffet på ulovlig vis, er købt hos andre end os eller vores autoriserede agenter, eller som er blevet meldt bortkommet eller stjålet eller er forfalsket, eller du kan ikke bevise, at du er den person, der fremgår af billetten.

7.1.9 Du har misligholdt kravene i afsnit 3.3 ovenfor vedrørende rækkefølgen og brugen af kuponer, eller du fremviser en billet, der er blevet udstedt eller på anden måde ændret af andre end af os eller vores autoriserede agenter, eller billetten er beskadiget.

7.1.10 Du efterkommer ikke vores sikkerhedsanvisninger.

7.2 Særlig assistance

Accept af transport af uledsagede mindreårige, bevægelseshæmmede personer, gravide og personer med sygdomme eller andre personer, der kræver særlig assistance, skal aftales med os på forhånd. Passagerer med handicap, der ved køb af billetten har underrettet os om handicappet og eventuelle særlige krav, de måtte have, og som er blevet accepteret af os, vil ikke efterfølgende blive nægtet transport på baggrund af et sådant handicap eller sådanne særlige krav.

Artikel 8 – Bagage

8.1 Tilladt bagagemængde 

Du kan medbringe noget bagage gratis i henhold til vores betingelser og begrænsninger, som kan fås ved henvendelse til os eller vores autoriserede agenter.

8.2 Bagageovervægt 

Du skal betale et gebyr for bagageovervægt, hvis du medbringer mere end den tilladte gratis bagage. Disse priser fås ved henvendelse til os.

8.3 Genstande, der ikke accepteres som bagage 

8.3.1 Følgende må ikke medtages i bagagen:

8.3.1.1 Genstande, der kan bringe flyet, personer og ejendele om bord på flyet i fare, herunder de genstande, der er angivet i "International Civil Aviation Organisation (ICAO) Technical Instructions for the Safe Transport of Dangerous Goods by Air", "International Air Transport Association (IATA) Dangerous Goods Regulations" samt i vores regulativer (yderligere oplysninger fås ved henvendelse til os).

8.3.1.2 Genstande, som det er forbudt at transportere i henhold til gældende love, forordninger eller bestemmelser i et hvilket som helst af de lande, der flyves fra eller til.

8.3.1.3 Genstande, som vi betragter som værende uegnet til transport, herunder til transport med en bestemt flytype, fordi de er farlige eller usikre eller på grund af deres vægt, størrelse, form eller karakter, eller som er skrøbelige eller fordærvelige. Oplysninger om uacceptable genstande fås ved henvendelse til os.

8.3.2 Det er forbudt at transportere skydevåben og ammunition, der ikke skal bruges til jagt eller anden form for sport, som bagage. Skydevåben og ammunition til jagt og sport kan accepteres som indchecket bagage. Skydevåben skal være afladte, afsikrede og forsvarligt pakket. Transport af ammunition er underlagt ICAO- og IATA-regulativer som angivet i afsnit 8.3.1.1.

8.3.3 Vi kan efter eget skøn acceptere våben, f.eks. antikke skydevåben, sværd, knive og lignende genstande, som indchecket bagage, men ikke som håndbagage i flyets kabine.

8.3.4 Din indcheckede bagage må ikke indeholde følgende: penge, smykker, ædelmetaller, computere, kameraer, mobiltelefoner, elektroniske enheder, musikinstrumenter, briller/solbriller, nøgler, medicin, omsættelige værdipapirer, investeringsobjekter eller andre værdigenstande, aktiecertifikater, obligationer eller andre værdifulde dokumenter, forretningsdokumenter, pas og andre id-papirer eller -dokumenter.

8.3.5 Hvis du på trods af forbuddet medbringer genstande i bagagen, som er angivet under 8.3.1, 8.3.2 og 8.3.4, vil eventuelle skader på disse genstande være omfattet af ansvarsbegrænsningen i den gældende konvention. Vi påtager os ikke ansvar for skader, der skyldes fejl eller mangler i eller kvaliteten af bagagen.

8.3.6 Medmindre den gældende konvention eller anden lovgivning kræver det, er vi ikke ansvarlige for skader på din bagage som følge af ejendele i bagagen. Enhver passager, hvis ejendele skader en anden passagers bagage eller Finnairs ejendom, skal skadesløsholde os for alle tab og udgifter som følge heraf.

8.4 Ret til nægtelse af transport 

8.4.1 Med forbehold for afsnit 8.3.2 og 8.3.3 nægter vi at transportere genstande, som er beskrevet under 8.3, som bagage, og vi kan nægte videre transport af sådanne genstande, hvis de opdages undervejs.

8.4.2 Vi kan nægte at transportere enhver genstand som bagage på grund af genstandens størrelse, form, vægt, indhold eller karakter, eller af hensyn til sikkerheden eller driften, eller hvis den er til gene for andre passagerer.

8.4.3 Vi kan nægte at acceptere bagage til transport, hvis bagagen efter vores rimelige skøn ikke er forsvarligt indpakket i passende beholdere. Oplysninger om uacceptabel emballage og uacceptable beholdere fås ved henvendelse til os.

8.5 Ret til at foretage kontrol

Du accepterer, at vi af hensyn til sikkerheden er berettiget til at kropsvisitere eller scanne dig og til at gennemsøge, scanne eller gennemlyse din bagage. Hvis du ikke er til stede, kan din bagage blive undersøgt i dit fravær med henblik på at finde ud af, om du er i besiddelse af, eller om din bagage indeholder nogen af de genstande, der er beskrevet i afsnit 8.3.1, eller eventuelle skydevåben, ammunition eller våben, der ikke er blevet præsenteret for os i overensstemmelse med afsnit 8.3.2 eller 8.3.3. Hvis du nægter at efterkomme en sådan anmodning, kan vi afvise at transportere dig og din bagage. Vi påtager os intet ansvar for eventuelle skader, du måtte blive påført i forbindelse med en kropsvisitering eller scanning, eller eventuelle skader, som din bagage måtte blive påført i forbindelse med en gennemsøgning, scanning eller gennemlysning, medmindre sådanne skader skyldes fejl eller forsømmelighed fra vores side.

8.6 Indchecket bagage

8.6.1 Når du afleverer den bagage, som du ønsker at checke ind, til os, tager vi bagagen i forvaring og udsteder et bagagemærke for hvert stykke indchecket bagage.

8.6.2 Indchecket bagage skal være påført dit navn eller anden personlig identifikation.

8.6.3 Indchecket bagage transporteres så vidt muligt på det samme fly som dig, medmindre vi af sikkerhedsmæssige eller driftsmæssige årsager vælger at transportere den på et andet fly. Hvis din indcheckede bagage transporteres på et efterfølgende fly, leverer vi bagagen til dig, medmindre gældende lovgivning kræver, at du er til stede ved toldklarering.

8.7 Håndbagage

8.7.1 Bagage, som du medbringer som håndbagage i kabinen, skal passe under sædet foran dig eller i den lukkede bagagehylde over dit sæde. Hvis ikke din bagage kan opbevares på denne måde, eller hvis din bagage vejer for meget eller af en eller anden grund vurderes at være farlig, skal den transporteres som indchecket bagage. Vi har ret til at angive maksimale mål og/eller en maksimal vægt for bagage, som du medbringer i flyet.

8.7.2 Genstande, der ikke egner sig til transport i fragtrummet (f.eks. skrøbelige musikinstrumenter), og som ikke opfylder betingelserne i afsnit 8.8.1 ovenfor, accepteres kun til transport i kabinen, hvis du har underrettet os og indhentet vores tilladelse på forhånd. Du skal muligvis betale et ekstragebyr for denne tjeneste.

8.8 Afhentning og udlevering af indchecket bagage 

8.8.1 Med forbehold for afsnit 8.6.3 skal du afhente din indcheckede bagage, så snart den er tilgængelig på destinationen eller på eventuelt stopover. Hvis ikke du afhenter din bagage inden for rimelig tid, kan vi opkræve et opbevaringsgebyr af dig. Hvis ikke din indcheckede bagage afhentes inden for tre (3) måneder efter den blev gjort tilgængelig, kan vi bortskaffe bagagen uden eventuelt erstatningsansvar over for dig.

8.8.2 Kun indehaveren af bagagekvitteringen og bagagemærket er berettiget til at få den indcheckede bagage udleveret.

8.8.3 Hvis en person, der kræver at få udleveret indchecket bagage, ikke kan fremvise bagagekvitteringen og identificere bagagen ud fra bagagemærket, udleverer vi kun bagagen til den pågældende person, hvis vedkommende kan fremvise tilfredsstillende dokumentation for sin ret til bagagen.

8.9 Dyr

Vi accepterer at transportere dine dyr, hvis følgende betingelser er opfyldt:

8.9.1 Du skal sikre, at dyr, f.eks. hunde, katte, tamfugle og andre kæledyr, transporteres i godkendte transportkasser vedlagt gyldige sundheds- og vaccinationscertifikater, indrejsetilladelser og andre eventuelle dokumenter, som kræves i indrejse- eller transitlandet. Ellers accepterer vi ikke transporten. En sådan transport kan være underlagt yderligere betingelser angivet af os, og som kan oplyses ved henvendelse til os.

8.9.2 Hvis dyret accepteres som bagage, medregnes dyret og dets transportkasse og mad ikke i din gratis tilladte bagagemængde, men regnes som overvægtsbagage, som du er forpligtet til at betale den gældende pris for.

8.9.3 Førerhunde, der ledsager fysisk handicappede passagerer transporteres vederlagsfrit i tillæg til den gratis tilladte bagagemængde, med forbehold for vores betingelser, som oplyses ved henvendelse til os.

8.9.4 For så vidt angår transporter, som ikke er underlagt konventionens erstatningsregler, påtager vi os intet ansvar for skader, tab, sygdom eller død i relation til dyr, som vi har accepteret at transportere, medmindre der er tale om forsømmelighed fra vores side.

8.9.5 Vi påtager os intet erstatningsansvar for dyr, som mangler de nødvendige udrejse-, indrejse- og helbredsdokumenter og andre påkrævede dokumenter i forbindelse med dyrets indrejse eller gennemrejse i et hvilket som helst land eller område eller en hvilken som helst stat, og den person, som medbringer dyret, er forpligtet til at godtgøre os for eventuelle bøder, omkostninger, tab eller erstatningskrav, der med rimelighed pålægges som følge heraf.

Artikel 9 – Tidsplaner og uregelmæssigheder 

9.1 Tidsplaner

9.1.1 De flytider, der fremgår af tidsplanerne, ændres muligvis mellem udgivelsesdatoen og din faktiske rejsedato.

9.1.2 Før vi accepterer din reservation, underretter vi dig om det planmæssige afgangstidspunkt, som gælder på reservationstidspunktet, og som fremgår af billetten. Vi kan få behov for at ændre det planmæssige afgangstidspunkt efter udstedelsen af billetten. Hvis vi har dine kontaktoplysninger, gør vi vores bedste for at underrette dig om alle sådanne ændringer.

9.2 Kompensation for nægtet ombordstigning, annullering og lange forsinkelser 

9.2.1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 foreskriver, at du er berettiget til assistance, refusion og kompensation, hvis du nægtes ombordstigning på et fly, hvortil du har en gyldig billet og en bekræftet reservation, eller hvis et sådan fly annulleres eller forsinkes væsentligt. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 gælder for alle passagerer, som rejser fra en lufthavn inden for EU, og for alle passagerer, som rejser i et af EU's medlemslande med et flyselskab fra et EU-land, medmindre de har modtaget assistance i afrejselandet. Du kan kun gøre krav gældende i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 over for det flyselskab, som beflyver afgangen. Du kan få detaljerede oplysninger om dine rettigheder i relation til afgange, som beflyves af Finnair, på vores websted på www.finnair.com og ved vores check-in-skranker i lufthavnen eller ved at kontakte vores personale.

9.2.2 Du har ikke andre rettigheder i relation til aflyste afgange eller nægtet ombordstigning end dem, som fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004.

9.2.3 Vores erstatningsansvar for forsinkelser i forhold til passagerer og bagage fremgår af den gældende konvention.

Artikel 10 – Refusioner

10.1 Generelt

Vi refunderer en billet eller eventuel ubenyttet del heraf i henhold til de gældende billetregler eller tariffer som følger:

10.1.1 Den person, der er ansvarlig for refusionen, er forhandleren, der er angivet på kontoudtoget for kreditkortet eller bankkontoen eller i et andet gyldigt dokument for betalingstransaktionen. Derfor er vi ikke ansvarlige for refusionen, hvis vi ikke er forhandleren, der er angivet på denne måde.  Vores refusion kan behandles af os eller af en agent, der handler på vores vegne, hvis vi har autoriseret agenten til at gøre det.

10.1.2 Hvor intet andet fremgår af denne artikel, er vi berettiget til at foretage refusion enten til den person, der er angivet på billetten, eller til den person, der har betalt for billetten, ved fremvisning af tilfredsstillende dokumentation for betalingen.

10.1.3 Hvis en billet er blevet betalt af en anden person, end den passager, der er angivet på billetten, og hvis der er angivet en refusionsbegrænsning på billetten, foretager vi kun refusion til den person, der har betalt for billetten, eller til dennes fuldmagtshaver.

10.1.4 Med undtagelse af situationer, hvor billetten er bortkommet, foretages refusion kun efter overdragelse af billetten og alle ubenyttede flykuponer til os.

10.2 Ufrivillige refusioner

10.2.1 Hvis vi aflyser en afgang, ikke beflyver en afgang rimeligt i henhold til tidsplanen, ikke stopper ved din destination eller eventuelt stopover, eller er årsag til, at du ikke når et forbindelsesfly, hvortil du har en reservation, udgør refusionsbeløbet følgende:

10.2.1.1 Hvis ingen dele af billetten er benyttet, svarer refusionsbeløbet til den pris, der er betalt.

10.2.1.2 Hvis en del af billetten er benyttet, svarer refusionsbeløbet som minimum til forskellen mellem den pris, der er betalt, og den gældende pris for rejse mellem de steder, hvor billetten er benyttet.

10.3 Frivillige refusioner

10.3.1 Hvis du er berettiget til en refusion af din billet af andre årsager end dem, der er angivet i afsnit 10.2, udgør refusionsbeløbet følgende:

10.3.1.1 Hvis ingen dele af billetten er benyttet, svarer refusionsbeløbet til den pris, der er betalt, fratrukket eventuelle gældende servicegebyrer eller afbestillingsgebyrer.

10.3.1.2 Hvis en del af billetten er benyttet, svarer refusionsbeløbet til forskellen mellem den pris, der er betalt, og den gældende pris for rejse mellem de steder, hvor billetten er benyttet, fratrukket eventuelle gældende servicegebyrer eller afbestillingsgebyrer.

Hvis reservationen blev foretaget syv dage eller mere før det planmæssige afrejsetidspunkt, kan du annullere den inden for 24 timer fra reservationstidspunktet uden refusionsgebyr. Kontakt vores Kundeservice.

10.4 Refusion ved mistet billet

10.4.1 Hvis du mister din billet eller en del af billetten og fremlægger tilfredsstillende dokumentation for tabet, udbetaler vi refusionsbeløbet fratrukket et rimeligt administrationsgebyr så hurtigt som muligt efter udløbet af billettens gyldighedsperiode, under forudsætning af følgende:

10.4.1.1 At den mistede billet eller dele heraf ikke er blevet brugt eller tidligere er blevet refunderet eller erstattet (med undtagelse af de særlige tilfælde, hvor en sådan brug, refusion eller erstatning fra eller til tredjepart skyldes forsømmelighed fra vores side).

10.4.1.2 At den person, som har modtaget refusionen, forpligter sig til, som foreskrevet af os, at tilbagebetale det beløb, der er blevet refunderet, i tilfælde af svindel og/eller i det omfang, at den mistede billet eller dele heraf er blevet benyttet af tredjepart (med undtagelse af de særlige tilfælde, hvor eventuel svindel eller anvendelse af en tredjepart skyldes forsømmelighed fra vores side).

10.4.2 Vi er ansvarlige for at dække tabet, hvis vi eller vores autoriserede agent mister din billet eller dele heraf.

10.5 Ret til at nægte refusion 

10.5.1 Vi kan nægte at udbetale refusion, hvis refusionsanmodningen fremsættes efter udløbet af billettens gyldighedsperiode.

10.5.2 Vi kan nægte at refundere en billet, der er blevet forelagt os eller myndighederne i et land som bevis på din hensigt om at rejse fra det pågældende land, hvis du ikke på tilfredsstillende vis kan dokumentere, at du har tilladelse til at blive i landet, eller at du rejser fra det pågældende land med et andet flyselskab eller andet transportmiddel.

10.6 Valuta

Vi forbeholder os ret til at udbetale en refusion på samme måde og i samme valuta som ved betaling for billetten.

10.7 Hvem udbetaler refusion 

Frivillige refusioner udbetales kun af det flyselskab, der oprindeligt udstedte billetten eller af flyselskabets autoriserede agent. Derudover kan du kun anmode os om refusion, hvis vi er forhandleren, der er angivet i et gyldigt dokument for betalingstransaktionen i overensstemmelse med afsnit 10.1.1.

Artikel 11 – Adfærd om bord på flyet 

11.1 Generelt

Hvis vi efter vores rimelige skøn vurderer, at du udviser en adfærd, som medfører, at du bringer sikkerheden i fare for personer eller ejendom om bord på flyet, eller du forhindrer besætningen i at udføre deres opgaver eller undlader at efterkomme instruktioner, herunder, men ikke begrænset til, rygning eller indtagelse af alkohol eller rusmidler, eller hvis du opfører dig på en måde, som er til gene for eller skader andre passagerer og/eller besætning, kan vi træffe de forholdsregler, vi måtte skønne nødvendige, for at forhindre, at du fortsætter med din adfærd, herunder gennem anvendelse af tvang. Du kan blive sat af flyet og nægtet videre transport fra enhver lufthavn, og du kan blive retsforfulgt for overtrædelser begået om bord på flyet.

11.2 Elektronisk udstyr

Af sikkerhedsmæssige årsager er vi berettiget til at forbyde eller begrænse brugen af elektronisk udstyr på flyet. Elektronisk udstyr omfatter, men er ikke begrænset til, mobiltelefoner, bærbare computere, bærbare optagere, bærbare radioer, cd-afspillere og MP3-afspillere, elektroniske spilleenheder eller transmissionsenheder, herunder radiostyret legetøj og walkie-talkies. Brug af høreapparater og pacemakere er imidlertid tilladt.

Artikel 12 – Betingelser for ekstratjenester 

12.1 Hvis vi indgår aftaler med tredjepart om at levere andre tjenester til dig end flytransport, eller hvis vi udsteder en billet eller værdikupon til transport eller andre tjenester end flytransport, som tilbydes af tredjepart, f.eks. hotelreservationer eller leje af bil, handler vi udelukkende som din agent. Tredjepartstjenesteudbyderens vilkår og betingelser gælder for sådanne aftaler. Vi påtager os intet ansvar for sådanne tjenester, medmindre der er tale om forsømmelighed fra vores side i forbindelse med indgåelsen af aftalerne.

12.2 Hvis vi er behjælpelige med at arrangere anden transport for dig, gælder der muligvis andre betingelser for denne transport. De pågældende betingelser kan fås ved henvendelse til os.

Artikel 13 – Administrative formaliteter 

13.1 Generelt

13.1.1 Du er ansvarlig for at indhente alle de nødvendige rejsedokumenter og visa og for at overholde alle love, regulativer, bestemmelser, forlangender og rejsekrav i de lande, der flyves fra og til, eller hvor du rejser i transit.

13.1.2 Vi er ikke ansvarlige for konsekvenserne for eventuelle passagerer, som undlader at indhente de nødvendige dokumenter eller visa, eller som ikke overholder de gældende love, regulativer, bestemmelser, forlangender, krav, regler eller instruktioner.

13.2 Rejsedokumenter

Inden rejsen skal du fremvise alle udrejse-, indrejse- og helbredsdokumenter og andre dokumenter, der er påkrævet af love, regulativer, bestemmelser, forlangender eller andre krav fra de pågældende lande, og du giver os tilladelse til at tage og beholde kopier deraf. Vi forbeholder os ret til at nægte transport, hvis ikke du har overholdt disse krav, eller hvis ikke dine rejsedokumenter er i orden.

13.3 Nægtet indrejse

Hvis du nægtes indrejse i ethvert land, er du selv ansvarlig for at betale eventuel bøde eller eventuelt gebyr, der pålægges os af de pågældende myndigheder, og for omkostningerne i forbindelse med transport af dig ud af det pågældende land. Den pris, der opkræves for transport til stedet for nægtet indrejse, bliver ikke refunderet af os.

13.4 Passagerens ansvar for bøder, tilbageholdelsesomkostninger, osv. 

Hvis vi bliver pålagt at betale eventuel bøde eller sanktion, eller vi afholder eventuelle udgifter på grund af din manglende overholdelse af love, regulativer, bestemmelser, krav, forlangender eller andre rejsekrav fra de pågældende lande eller undlader at fremvise de nødvendige dokumenter, skal du på forlangende refundere os det beløb, der er betalt, eller de udgifter, vi har afholdt. I forbindelse med den pågældende betaling eller udgift kan vi modregne eventuel ubenyttet transport på billetten eller ethvert andet beløb, som vi er i besiddelse af.

13.5 Toldkontrol

Hvis det er påkrævet, skal du være til stede ved kontrol af din bagage, som foretages af toldvæsen eller andre myndighedsrepræsentanter. Vi er ikke ansvarlige over for dig i forbindelse med eventuelt tab eller skade forårsaget af en sådan kontrol, eller ved at du ikke overholder dette krav.

13.6 Sikkerhedskontrol

Du forpligter dig til at underkaste dig enhver sikkerhedskontrol, som foretages af offentlige tjenestemænd, lufthavnspersonale, samt andre flyselskaber eller af os.

Artikel 14 – Sammenhængende rejser 

Transport, der udføres af os og andre flyselskaber på samme billet, eller en sammenhængende billet, anses som en enkelt befordring i henhold til konventionen.

Artikel 15 – Erstatningsansvar 

15.1 Finnairs erstatningsansvar og erstatningsansvaret hos alle de flyselskaber, der er involveret i din rejse, fremgår af det enkelte flyselskabs transportbetingelser. Vores ansvarsbestemmelser er som følger:

15.1.1 Ansvarsbegrænsning for skader på passagerer og deres bagage

15.1.1 (a) Kompensation i tilfælde af død eller personskade
Der er ingen økonomiske grænser for ansvar for personskade eller død for passagerer.

15.1.1(b) Forskudsbetaling
Hvis en passager dør eller kommer til skade, skal Finnair udbetale et forskud til dækning af umiddelbare økonomiske behov inden for 15 dage efter, at den person, der er berettiget til kompensation, er blevet identificeret. Ved dødsfald må denne forskudsbetaling ikke være mindre end 16.000 SDR. En forskudsbetaling udgør ikke en accept af erstatningsansvar og kan modregnes i eventuelle efterfølgende beløb, som måtte komme til udbetaling på baggrund af vores ansvar. Forskudsbetalinger skal ikke tilbagebetales, med undtagelse af de tilfælde, der fremgår af afsnit 15.1.2 (a), eller hvis det dokumenteres, at den person, der har modtaget forskudsbetalingen, har forårsaget eller medvirket til skaden med sin forsømmelighed eller ikke er berettiget til den pågældende kompensation.

15.1.1(c) Passagerforsinkelse
I tilfælde af passagerforsinkelse er Finnair ansvarlig for skader, medmindre Finnair har taget alle rimelige forholdsregler for at undgå skaden, eller det ikke var muligt at tage sådanne forholdsregler. Dækningssummen ved passagerforsinkelse er begrænset til 5.346 SDR.

15.1.1(d) Ødelæggelse, tab eller anden skade på bagage og bagageforsinkelser
I tilfælde af indchecket bagage er Finnair ansvarlig, selv om Finnair ikke har handlet forsætligt, medmindre bagagen var defekt. Finnair er kun erstatningsansvarlig for håndbagage, hvis Finnair har handlet forsætligt. I tilfælde af bagageforsinkelse er Finnair ansvarlig for skader, medmindre Finnair har taget alle rimelige forholdsregler for at undgå skaden, eller det ikke var muligt at tage sådanne forholdsregler. Dækningsbeløbet ved ødelæggelse, tab eller anden beskadigelse af bagage eller bagageforsinkelser er begrænset til 1.288 SDR pr. passager.

15.1.2 Andre vilkår og ansvarsfraskrivelser:

15.1.2 (a) Ethvert erstatningsansvar for skade, som vi har forvoldt, reduceres i tilfælde af forsømmelighed fra din side, som forårsager eller medvirker til skaden, i overensstemmelse med gældende lov.

15.1.2 (b) Vi er kun ansvarlige for skader, som opstår under transport på afgange eller mellemflyvninger, hvor vores flyselskabskode fremgår af flyselskabsfeltet på billetten til den pågældende afgang eller mellemflyvning. Hvis vi udsteder en billet eller indchecker bagage til transport med et andet flyselskab, gør vi det kun som agent for det andet flyselskab. For så vidt angår indchecket bagage, er du ikke desto mindre berettiget til at gøre et krav gældende over for det første eller det sidste flyselskab eller over for det flyselskab, som har befløjet den rute, hvor skaden opstod.

15.1.2 (c) Vi er ikke ansvarlige for eventuelle skader, der opstår på grund af vores overholdelse af gældende lovgivning eller offentlige regler og regulativer, eller på grund af din manglende overholdelse af gældende lovgivning eller offentlige regler og regulativer.

15.1.2 (d) Hvor intet andet fremgår af disse transportbetingelser, er vores erstatningsansvar over for dig begrænset til almindelig erstatning for dokumenterede direkte tab, og i det omfang tilladt ved gældende lov accepterer du, at vi ikke er erstatningsansvarlige for eventuel form for indirekte, følgemæssige skadeserstatninger eller eventuelle andre særlige skadeserstatninger.

15.1.2 (e) Vi er ikke ansvarlige for eventuelle skader, som din bagage måtte forårsage. Du er ansvarlig for eventuelle skader, der forårsages af din bagage, over for andre personer eller ejendom, inklusive vores ejendom.

15.1.2 (f) Du må ikke pakke genstande, som det ikke er tilladt at medbringe i indchecket bagage i henhold til 8.3, i din indcheckede bagage, herunder skrøbelige eller fordærvelige genstande, genstande, der har en særlig værdi eller affektionsværdi, f.eks. penge, smykker, ædle metaller, computere, kameraer, mobiltelefoner, elektroniske enheder, musikinstrumenter, briller/solbriller, nøgler, medicin, omsættelige værdipapirer, investeringsobjekter eller andre værdigenstande, aktiecertifikater, obligationer eller andre værdifulde dokumenter, forretningsdokumenter, pas og andre id-papirer eller -dokumenter, eller prøver. Din ret til at kræve erstatning for ødelæggelse eller tab af eller anden skade på sådanne genstande vil være begrænset i henhold til den gældende konvention.

15.1.2 (g) Vi er ikke ansvarlige for eventuel sygdom, personskade eller handicap, herunder død, som kan tilskrives din fysiske tilstand, eller for eventuel forværring af en sådan tilstand.

15.1.2 (h) Transportaftalen, herunder disse transportbetingelser og undtagelser eller ansvarsbegrænsninger, gælder for vores autoriserede agenter, tjenestemænd, medarbejdere og repræsentanter, i samme udstrækning som de gælder for os. Det samlede beløb, der skal dækkes af os og de pågældende autoriserede agenter, medarbejdere, repræsentanter og personer, må ikke overstige beløbet for vores eget erstatningsansvar, hvis noget.

15.1.2 (i) Intet i disse transportbetingelser udgør et afkald på eventuelle udelukkelser eller ansvarsbegrænsninger, som vi måtte være berettiget til i henhold til konventionen eller gældende lov, medmindre andet udtrykkeligt er angivet.

Artikel 16 – Frist for krav og søgsmål 

16.1 Skadesanmeldelser

Hvis indehaveren af bagagekvitteringen henter sin bagage uden at indgive klage på udleveringstidspunktet, er dette tilstrækkeligt bevis for, at bagagen blev udleveret i god stand og i overensstemmelse med transportaftalen. Du må i disse tilfælde bevise det modsatte.

Hvis du ønsker at indgive et krav eller søgsmål i forbindelse med skade på indchecket bagage, skal du underrette os, lige så snart du opdager skaden, og senest syv (7) dage efter modtagelse af bagagen. Hvis du ønsker at indgive et krav eller søgsmål i forbindelse med forsinkelse af indchecket bagage, skal du underrette os senest enogtyve (21) dage fra den dato, hvor bagagen blev overdraget til dig. Alle krav og søgsmål skal ske skriftligt.

16.2 Tidsfrist for søgsmål

Enhver erstatningsret bortfalder, hvis søgsmålet ikke er indgivet inden for to år fra ankomstdatoen på destinationen, eller fra flyets planmæssige ankomstdato, eller den dato, hvor transporten ophørte. Metoden til beregning af tidsfristen fastslås gennem den lovgivning, som gælder for den domstol, hvor sagen føres.

Artikel 17 – Andre betingelser 

Transport af dig og din bagage sker endvidere i henhold til forskellige andre regulativer og betingelser, som gælder for os, eller som vi har vedtaget. Disse til enhver tid gældende regulativer og betingelser er vigtige. De vedrører f.eks. transport af uledsagede mindreårige, gravide kvinder og syge passagerer, begrænsninger vedrørende brug af elektroniske enheder og genstande, samt indtagelse af alkoholiske drikkevarer om bord på fly.

Regulativer og betingelser vedrørende disse forhold oplyses efter henvendelse til os.

Artikel 18 – Fortolkning

Titlerne på de enkelte artikler i disse transportbetingelser er udelukkende til orientering og har ingen betydning for fortolkningen af den tilhørende tekst.

Artikel 19 - Ændring og frafald 

Ingen af vores autoriserede agenter, tjenestemænd, medarbejdere eller repræsentanter har autoritet til at ændre eller frafalde enhver bestemmelse i disse transportbetingelser.

FINNAIR OYJ

Navigerede til side: Generelle transportbetingelser for passagerer og bagage