Fly til Ho Chi Minh-byen | Finnair
The challenging weather conditions cause disruptions on our flights on 21 November 2024.

Fly til
Ho Chi Minh-byen

Din rejse starter her

Rejseguide – Ho Chi Minh-byen

Vietnam er vokset eksplosivt som turistmål i de senere år, og Ho Chi Minh-byen (Saigon) er begyndt at fremvise sine hemmeligheder til verden. En støjende, travl og alligevel fascinerende by, der lokker rejsende med sin eksotiske charme og stadig uopdagede seværdigheder. Finnairs rejseguide til Ho Chi Minh-byen er din guide til den nye populære asiatiske destination.

Genforeningsbygningen er nok den mest imponerende bygning i byen, og den indtager en særlig plads i byens og nationens historie. Det var tidligere præsidentpaladset i Sydvietnam, og er således et vindue til fortiden før genforeningen af landet. Vietnams krigshærgede historie er trist, men også en integreret del af opbygningen af landet, og indvirkningen af denne frygtelige periode kan opleves på Museet for krigens ofre. Der udstilles militært isenkram fra begge sider sammen med information og museumsgenstande – nogle af dem chokerende – for at hjælpe med at forklare konflikten. Vi vender tilbage til nutiden med et besøg på Ben Thanh Market, byens største og mest velkendte marked. Hos de hundredvis af råbende sælgere kan du købe lækre friske fødevarer og forhandle om priser på smykker, hvis du tør. Religion er en stærk del af vietnamesiske samfund, og mange pagoder ligger spredt ud over byen, hvor de buddhistiske troende kommer for at bede. Efter en lang dag tager vi op i Saigon Skydeck, hvorfra der er en fantastisk aftenudsigt over den fascinerende by.

Cu Chi-tunnelerne – På en dagstur ud byen kan du besøge dette sted for at opleve, hvordan tunnelbaseret guerillakrig foregik i virkeligheden, under trange underjordiske forhold, og for at lære mere om selve krigen.

Dalat – Højt oppe i bjergene ligger denne oase, som længe var det sted, de rige europæiske tog til for at undslippe den kvælende luftfugtighed og varme.

Strandtur – Vũng Tàu og Mũi Né er populære weekendudflugtssteder for lokalbefolkningen og besøgende med strande med palmer og sol, hvor man kan få en afslappende pause fra det hektiske centrum.

Shopping i Ho Chi Minh-byen er en oplevelse i sig selv. Det foregår absolut ikke i vestlig stil, men udvalget af tilbudsvarer er stort, især hvad angår traditionelle varer.

Markeder – Der er mange markeder i byen, som tilbyder et stort udvalg af lokale produkter (samt billige kopier). Nogle fokuserer på et bestemt tema, som f.eks. råvarer, mens andre tilbyder en vifte af produkter til turister. Det er her, du kan afprøve din evne til at tinge om prisen.

Gadesælgere – Vietnamesiske handlende sælger alt fra deres trækvogne og boder. Vær ikke bange for at gå frem og undersøge deres varer – du kan finde alt fra håndlavet kunst og billige nipsgenstande til fremragende mad fra et gadekøkken.

Traditionelle varer – Vietnam er velkendt for traditionelle varer i træ og silke. Udskårne genstande og håndlavede tekstiler er en udsøgt gave – du skal bare sørge for, at du betaler for den ægte vare og ikke en dyr kopi.

Shopping i vestlig stil – Det er bestemt ikke udbredt, men du kan finde vestlig shopping et par steder i byen, såsom Saigon-pladsen. Du skal ikke forvente et fuldt udrustet stormagasin, men du kan finde en god handel eller to.

Vietnamesisk mad er vokset hurtigt i popularitet over hele verden, især med traditionelle supper og forårsruller. Det er en god start, men vær ikke bange for at eksperimentere og prøve de mange varierede smagsoplevelser, der tilbydes.

Bánh mì kẹp thịt – Denne baguette er i dag populær i hele verden, og fås i en endeløs række af smage og stilarter. Som regel fyldt med kød og grøntsager og garneret med koriander og peber.

Phở – Denne suppe er en anden favorit, og den er en kombination af kød, som regel oksekød, grøntsager og en varm, velsmagende bouillon. Det er noget, man skal prøve i Ho Chi Minh-byen.

Kager – Den franske indflydelse på nationen er stadig synlig i dag, ikke mindst ved vietnamesernes overraskende færdigheder inden for konditorkunsten. Alle dine traditionelle franske favoritter er her, med lokalt præg. Prøv de vietnamesiske donuts, en velsmagende godbid.

Bún bò Huế – En basissuppe af glasnudler og oksekød. Den ligner phở, men har sin helt egen i stil og smag.

Cháo – Denne risgrød, kendt i andre dele af Asien som risvælling, hæver sig over sit uappetitlige navn og udgør en solid ret, der fås i mange variationer. Prøv dem med fisk eller oksekød, der er populære blandt de lokale.

Cà phê sữa đá – Denne vietnamesiske form for iskaffe bruger sødet, kondenseret mælk, fremragende som et skud sukker på en fugtig eftermiddag.

Man kommer ikke uden om trafikken i Ho Chi Minh-byen, og den eneste måde man kan komme omkring, er at favne den.

Til fods – ligesom de lokale kommer de fleste rejsende bedst rundt i byen til fods. Trafikken er et problem i centrum, og gående skal være opmærksom på køretøjer, der kommer susende forbi hele tiden. Nogle dele af byen er fodgængervenlige, men ofte er du nødt til at gå på veje med biler og cycloer. Hvis du er i tvivl, så følg en af de lokale.

Cyclo – Disse trehjulede køretøjer er en fantastisk måde at nyde udsigten og lydene i byen, mens din chauffør kører dig rundt i byen. I frisk luft sidder passagerer oppe foran, og det giver en fantastisk udsigt.

Knallert – Du kan få et lift med en knallertkører eller motorcyklist for meget små penge. Denne uformelle transportform er farlig, men også en hurtig og nem måde at komme rundt i byen. Det er bedst kun selv at køre på knallert i byen, hvis du er vant til ekstrem tæt trafik.

Taxier – Taxaer er billige og mange og de kan køre dig, hvor du end vil hen. Hvis du prajer en taxi på gaden, skal I altid være enige om prisen på forhånd, og sørg for, at chaufføren kender din endelige destination. Trafik kan gøre turen meget langsom, men alle de andre sidder også fast, så man skal bare vente tålmodigt.

Valuta – Vietnamesiske dong (VND)

Elektricitet – 220 v, 50 hz, type A, C eller G-stik.

Drikkepenge – Ikke påkrævet, men værdsat.

Betaling/kort – Medbring kontanter, idet kreditkort kun accepteres i hotelkæder og stormagasiner.

Tidszone – Ho Chi Minh City (Vietnam) UTC/GMT + 7 timer

Vand – Drik flaskevand og forsøg at undgå is i drinks.

Den internationale lufthavn Tan Son Nhat (SGN)

Lufthavnen er beliggende seks kilometer nord for Ho Chi Minh City.

  • Check-in åbner tre timer før afrejse
  • Check-in lukker en time før afgang.


Navigerede til side: Ho Chi Minh-byen